Samtalen og metode
Det rigtige match
Du er altid velkommen til at tage en kort telefonsamtale med mig, før vi mødes i min praksis. Det kan være rart lige at høre hinandens stemmer. Og jeg er altid åben for at anbefale psykologer (eller andre behandlere) med anden erfaring, hvis vi finder ud af, at det vil give mere mening i forhold til det, du kommer med. At gå til psykolog Vi møder alle udfordringer i livet og ind imellem trives vi ikke uden helt at vide hvorfor. Det kan være svære livsbegivenheder, mange forandringer på én gang, eller måske har noget bygget sig gradvist op over tid. Det kan også være, at du bliver ved med at mærke at din opvækst og dit forhold til forældre og søskende bliver ved med at påvirke dig i dit voksenliv. Ind imellem kommer vi videre ved at hjælp af venner og familie eller ved at sætte tempoet ned, andre gange er det ikke nok. Det kan føles som om, at den retning, vi havde fundet i livet ikke giver mening længere, eller at tanker og følelser er vanskelige, eller nærmest uoverkommelige. Her kan terapi være en hjælp. Metode Der er efter min mening ikke én metode, der virker til alle mennesker og alle situationer. Jeg arbejder derfor med forskellige metoder, som jeg synes komplementer hinanden godt, fordi de alle har med retning og mening i livet at gøre. Og alle tre metoder lægger vægt på at forholde sig nysgerrigt og undrende. Og det er vigtigt for mig at forholde mig åbent, nysgerrig og kritisk i forhold til normer og forventninger i det terapeutiske rum og i samfundet generelt. De tre retninger jeg arbejder med er ACT (Acceptance and Commitment Therapy), eksistentiel terapi og narrativ terapi. ACT ACT er en nyere form for kognitiv adfærdsterapi som lægger vægt på at (gen)finde retning i livet på baggrund af ens værdier. Ind imellem lader vi værdier, som var vigtige for os tidligere i livet, eller endda vores forældres værdier, tage styringen. I ACT er vi opmærksomme på, at for at bevæge sig henimod vores værdier, kan der ofte være et kortvarige ubehag, som vi ikke har gjort os klart, og derfor undgår vi, kun for ende i samme dårlige mønstre eller vaner. Narrativ terapi Den fortællinger vi har om os selv og vores liv, har stor betydning i narrativ terapi. "jeg er sådan en, der ikke kan tage mig sammen til noget", "jeg har ikke fortjent at have det godt", "jeg lyder dum og fortrækker at lytte" og mange andre sætninger. I narrativ terapi forsøger vi sammen at få øje på nogle af de fortællinger i livet, som er blevet glemt - undtagelserne - og alt det der ikke får lov at tale, når du gentager de sætninger. Vi arbejder sammen med at finde undtagelser, nye og andre fortællinger, som giver flere handlemuligheder. Eksistentiel terapi Eksistentiel terapi er særligt velegnet til klienter, som er i krise, ønsker at forstå sig selv og livet (på ny) eller leder efter meningsfuldhed i deres tilværelse. Det er ikke en struktureret metode, og vi fokuserer ikke så meget på tekniske redskaber eller problemløsning. Jeg anvender dog ofte både ACT og narrativ terapi som redskaber, jeg hiver ud af mit bibliotek, hvis det giver mening. Kroppen Særligt stress og angst mærkes tydeligt (ind imellem mest) i kroppen. Her kan viden om kroppen - herunder hjernen og nervesystemet - være en hjælp, som jeg benytter mig af i mit arbejde og i de værktøjer, som vi arbejder med. Ind imellem kommer min viden om og forståelse af kroppen til kort, og så kan et kombinationsforløb hos mig og kropsterapeut være en idé. |